fredag den 29. juni 2012

Bløde og med dun

De grå evighedsblomster er placeret
i den ene ende af en altankasse.
Her breder de sig helt stilfærdigt, overdådigt og gavmildt
ned over begge sider af kassen.
Bladene er bløde, dunede og sølvgrå.
Planten er rank, mild, lysende og forgrenet.
Jeg troede først det var en sommerblomst,
 men hvis jeg kan holde den frostfri,
er den flerårig.





onsdag den 27. juni 2012

mandag den 25. juni 2012

Sølvdråber

I altanens ene hjørne er det hele grønt i grønt.
Blomsterkarsen skiller sig ud i regnen.
De skjoldformede blade fanger dråberne,
balancerer med dem,
 
 og får dem til ligne flydende, lysende sølv.

fredag den 22. juni 2012

Vejrudsigten

Solsikkerne  i fængselsgården har brug for vand,
så det kunne ikke være bedre ...

onsdag den 20. juni 2012

Fart på

For to måneder siden lagde jeg en spiret kartoffel i en spand. 
Nu har jeg en jungle i fortsat vækst.
Forventet høst: Om tre-fire uger.

søndag den 17. juni 2012

Inspiration

For et par uger siden, da der var Distortion i byen, så var der et par piger,
der klædte nogle træer på med lidt neonfarvet strik.
Træerne her står ud til Søerne ved Dronning Louises Bro.

Jeg elsker, når der pludselig er noget nyt at kigge på i gadebilledet.
Jeg overvejer så, selvfølgelig, at finde strikkepindene frem,
og strikke noget til mit egen nærmiljø. 
Måske til den ene altanvæg, så der kan blive skærmet lidt for vinden.
Alternativt til det metalnet, der dækker affaldscontainerne, der står nede i gården.
Over 2/3 af taget over containerne er dækket af klatrende blomster og blade.
Den sidste 1/3 kunne godt trænge til et æstetisk løft.
Når jeg cykler forbi Distortiontræerne, tænker jeg:
I aften finder jeg pindene frem ...


onsdag den 13. juni 2012

Det enkle


Græsplænen er noget af det mest enkle, jeg har på min altan.
Måske er det derfor, jeg er så glad for den.

Nu kæmper jeg selvfølgelig heller ikke med hverken mælkebøtter eller mos, og det bliver aldrig en sur pligt at slå den. 
(Jeg slår den ikke. Jeg tager skålen under armen
 og klipper den med en saks nede i gården).
Og så lugter den godt.

torsdag den 7. juni 2012

Guerilla gardening i fængselsgården II

Set fra mit vindue går jordstriben stadigvæk i et med asfalten.


Måske ændrer det sig, hvis alle solsikkerne vokser sig store.
Denne her er en af 20-30 solsikker sået langs muren.
De blev sået for tre uger siden.


Her er den største, som jeg plantede ud fra en spirekasse.
Bemærk stænglen, den er kraftig!


Der er sået sommerblomster mellem nogle af solsikkerne.
Mon ikke det er tydeligt, at de ikke vokser op i den  bedste muld?
På vej hjem fra arbejde i dag købte jeg en stor flaske universalgødning,
og i morgen får hele striben en god omgang.

tirsdag den 5. juni 2012

Blæsten

Tomatplanten, der ses lidt til venstre for midten i billedet, skulle efter forskrifterne placeres på en solrig og beskyttet plads. Det er den ikke. Derimod bliver den kastet fra side til side af vinden i mange timer hver dag. Sådan har det været i over en uge nu.

Det ser ud til, at de fleste planter og blomster klarer sig fint på trods af blæsten, selv de nye skud på min clematis. Kartoffelplanten er selvfølgelig fuldstændig upåvirket, den er stærk og sej, som en jyde, og græsplænen ligedan, den bare gror og gror. Tomatplanten er den, der virker mest udsat.

Jeg minder mig selv om, at det hele er et eksperiment. Går det ikke med en tomatplante i 4. sals højde, så bliver der plads til noget andet næste år.